Lær at arbejde som en forsker med Forskerdata

Forskerdata er Statens Naturhistoriske Museums nye interaktiv portal med autentisk data, som kan bruges direkte i den eksisterende undervisning i naturfagene og matematik på mellemtrinnet og i udskolingen.
Svale sidder på en gren

Forskerdata giver eleverne mulighed for at lære, hvordan de skal vurdere, hvilken grafisk fremstilling, der præsenterer datasættet bedst, overveje fordele/ulemper ved gruppering af data, få begyndende forståelse for matematisk modellering og sammenhænge i naturen. For eksempel, hvad er menneskets og klimaets indvirkning på dyr og planter?

Du finder fire datasæt, du kan bruge i din undervisning:

  • Svirreflue: Find sammenhængen mellem, hvor mange fluer, der er, og antallet af blomster og mængden af dyrelort
  • Landsvale: Regn gennemsnitsvægt for han og hun og undersøg hvor tidligt, der kommer unger i reden
  • Vejbred: Find ud af, hvordan planters kemiske forsvar hænger sammen med skader på plantens blade
  • Brændenælde: Undersøg hvilke forhold, brændenælde vokser under, og i hvilke naturområder, der er flest plantearter

Gå ind på Forskerdatas hjemmeside og læs mere om de forskellige opgavesæt

Forskerdata vil åbne forskningen for skolerne - og skolerne for forskningen. Med ægte naturvidenskabelige forskningsdata vil projektet styrke autenticitet, aktualitet og relevans i matematikundervisningen for både lærere og elever. Portalen vil samtidig understøtte arbejdet med data på tværs af naturfagene.

Forskerdata gør autentiske og nye data tilgængelige, og sammen med små film bliver eleverne taget med ind i forskningens maskinrum – i felten og i laboratoriet, hvor ny viden bliver til. Platformens let tilgængelige opgaveformuleringer, lektionsplaner og perspektiverende spørgsmål inviterer både lærere og elever til at arbejde undersøgelsesbaseret med autentiske og relevante datasæt, problemstillinger og temaer.

Forskerdata bliver udviklet hen over foråret 2021.